Ordenes Verden

Kierkegaard - Stemmen

Kontekst

Stykket er fra Kierkegaards Diapsalmata som er at finde i bogen Enten - Eller udgivet i 1843.

Hvor er min Sjæl og min Tanke så ufrugtbar,
og dog idelig piint af indholdsløse vellystige qvalfulde Veer!
Skal da Aandens Tungebaand aldrig løsnes på mig,
skal jeg altid lalle?
Det jeg behøver, er en Stemme,
gjennemtrængende som Lynceus-Blik,
forfærdende som Giganternes Suk,
udholdende som en Naturlyd,
Spottende som et riimfrostigt Vindpust,
ondskabsfuldt som Ecchos hjerteløse Haanen,
af Omfang fra den dybesteBas
til de meest smeltende Brysttoner,
moduleret fra en hellig-sagte Hvisken til Raseriets Energi.
Det er det jeg behøver for at
faa baade Vredens og Sympathiens Indvolde rystede.
- Men min Stemme er kun hæs som et Maageskrig,
eller hendøende som Velsignelsen paa den Stummes Læber.

Bevidsthed

Før valget, i æstetikerens nølen, er alt ufrugtbart. Magten må fødes i valget, i denne mægtige stemme. Valgets stemme. Jeg leder også nogle gange efter denne valgets magtfulde stemme. OG ofte føler at jeg det er umuligt og at jeg forbliver stum og hjælpeløs. Har du set dig selv stå mellem disse to poler i dit indre. Mellem valgets magt og æstetikerens magtesløshed?

Reflektion

Når vi sætter ord på det, vi mangler, på den stemme vi mangler, på kræfterne til at kunne vælge nye virkeligheder og skabe. Når vi sætter ord på alt dette, komme vi måske lidt tættere på det, vi søger. Samtidig oplever jeg ofte denne klare bevidsthed omkring, hvor væsensforskelligt det er at handle og at snakke om at handle. Jeg tror det er godt at snakke om valget, men det også godt at vide, at snak trods alt bare er snak - vi må handle.. Hvad syntes du om at tale om valget i forhold til at faktisk gøre noget?

Dialog

Tal med mennesket om at finde din egen styrke, din egen indre magt. Magt til at vælge, til at blive hel og til at skabe.

Romeos forelskelse - Shakespeare

Kontekst

I begyndelsen af Shakespeares tragedie Romeo og Julie, taler Romeo til Benvolio om at være ulykkeligt forelsket.

Here’s much to do with hate but more with love.
Why then, O brawling love, O loving hate,
O anything of nothing first created!
O heavy lightness, serious vanity,
Misshapen chaos of well-seeming forms!
Feather of lead, bright smoke, cold fire, sick health,
Still-waking sleep, that is not what it is!
This love feel I, that feel no love in this.

Gloser

Brawling - kæmpende
Misshapen - misdannet
Lead - bly
Vanity -forfængelighed

Bevidsthed

At mærke og at opleve denne dobbelte virkelighed. Dette vilkår i livet. At det gode lever inde i det svære. At hjertet kan lide i dets lykke. Hvordan oplever du den følelse Shakespeare beskriver, i dit eget liv?

Reflektion

I den menneskelig oplevelse af virkeligheden eksisterer modsætninger nogle gange som to sider af den samme sag. Måske særligt i forelskelsen. Hvad kan vi lære af at tænke på dette forhold? Kan vi lære at acceptere det svære eller måske at forstå det gode dybere?

Dialog

Tal med et andet menneske om noget der rørte dig i disse linier. Det kunne fx være det forhold, at vidunderlige følelser ofte sameksisterer med svære og tunge følelser.

Hamlets I have of late - Shakespeare

Kontekst

I Shakespeares stykke Hamlet, deler Hamlet sine deprimerede og melankolske tanker om mennesket med sine to gamle venner Rosencrantz og Guildenstern.

I have of late, but wherefore I know not
lost all my mirth, forgone all custom of exercises,
and indeed it goes so heavily
with my disposition that this goodly frame, the earth,
seems to me a sterile promontory;
this most excellent canopy, the air—look you,
this brave o'erhanging firmament,
this majestical roof fretted with golden fire
why, it appears no other thing to me
than a foul and pestilent congregation of vapors.
What a piece of work is a man!
How noble in reason, how infinite in faculty!
In form and moving how express and admirable!
In action how like an angel, in apprehension how like a god!
The beauty of the world. The paragon of animals.
And yet, to me, what is this quintessence of dust?
Man delights not me. No, nor woman neither,

Gloser

Admirable - beundringsværdig
Apprehension - forståelse
Canopy - trækroner
Congregation - forsamling
Custom - vane
Delight - glæde
Disposition - anlæg, tendens
Express - udtrykt
Faculty - evne, kapacitet
Firmament - himmelvælving
Forgone - givet afkald på
Foul - modbydelig
Mirth - munterhed
O'erhanging - overhængende
Paragon - dydsmønster
Pestilent - forpestede
Promontory - forbjerg
Vapors - dampe
Quintessence - indbegrebet

Bevidsthed

Hamlet priser den hele herlige verden og mennesket i det. Det vidunderlige menneske og dog har han mistet alt lyst og glæde i relation til denne verden. Det er som om eksistensen presser sig på fra et stort tomrum. Jeg holder nogle gange de her linjer tæt i mod mig, når jeg oplever eksistentiel tvivl eller meningsløsning. Det er som om, at når man spiller Hamlets ord oven på ens egne følelser, så bliver det hele lidt mere udholdeligt. Som om det bliver smukt at lide under den store eksistens, smukt og pompøst og lidt LOL. Har du oplevet eksistentiel tvivl ligesom Hamlet og hvordan oplever du det?

Reflektion

Det er en speciel ting, at alt det smukke og gode i verden nogle gange helt kan miste sine meninger. At vi kan miste vores følelse for det. Måske sker det særligt, hvis vi har oplevet noget svært, som fylder os op, lidt lige som Hamlet, eller hvis livet kalder på os for at få os til at se lidt dybere end før. Er følelsen af meningsløshed, faktisk livet, der kalder på os, kalder os til handling, til nye valg?

Dialog

Tal med et andet mennesket om at mistet følelsen af mening og kontakt med alt det gode i verden og i mennesket.

MacBeths sorg - Shakespeare

Kontekst

I Shakespeares stykke Macbeth, siger Macbeth disse ord, da han finder ud af, at hans kone er død.

Tomorrow, and tomorrow, and tomorrow,
Creeps in this petty pace from day to day,
To the last syllable of recorded time;
And all our yesterdays have lighted fools
The way to dusty death. Out, out, brief candle!
Life's but a walking shadow, a poor player,
That struts and frets his hour upon the stage,
And then is heard no more. It is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Signifying nothing.

Gloser

Fury - raseri
Petty - smålig
Signifying - betydende
Struts and frets - at gå pompøst omkring
Syllable - stavelse

Bevidsthed

Vores alles dødelighed og de følelser af meningsløshed vi kan opleve i mødet med døden. Livets som blot en skygge. Har du oplevet sorg blev efterfulgt af følelser og tanker om meningsløshed?

Reflektion

Den evindelige tid, i morgen og i morgen. Denne bevidsthed om altings ende og skrøbelighed og meningsløshed. I en hvis forstand er den et eksistensvilkår for mennesket, men jeg tror nogen gange, at inde i mødet med disse virkeligheder kan vi finde ny sandhed og nyt lys og nyt liv. Hvad tror du vi kan lære af Macbeths tilstand i dette øjeblik? Hvad kan vi lære om at være mennesker?

Dialog

Tal med en, om den måde Macbeth har det i disse linjer og brug dem til at fortælle om oplevelser, du selv har haft!

Hamlets to be - Shakespeare

Kontekst

I Shakespeares stykke Hamlet reflekterer Hamlet over døden og selvmordet som en mulig reaktion på livets lidelser og uretfærdighed.

To be, or not to be, that is the question:
Whether 'tis nobler in the mind to suffer
The slings and arrows of outrageous fortune,
Or to take arms against a sea of troubles
And by opposing end them. To die—to sleep,
No more; and by a sleep to say we end
The heart-ache and the thousand natural shocks
That flesh is heir to: 'tis a consummation
Devoutly to be wish'd. To die, to sleep;
To sleep, perchance to dream—ay, there's the rub:
For in that sleep of death what dreams may come.

Gloser

Consummation - fuldbyrdelse
Devoutly - andægtig
Fortune - chance el. held
Heir - arving
Outrageous - uhyrlig
Rub - gnidning

Bevidsthed

Skæbne, modgang, lidelse, hjertekvaler og muligheden for at gøre en ende på det hele, i søvnen og i ved den store søvn, døden. Og spørgsmålet om, hvad der sker efter. Hvilke drømme møder vi bag dødens slør. Har du haft følelser af ikke at have lyst til at være her mere?

Reflektion

Hamlet er særligt dygtig til at tænke over de her ting, om hvorvidt det giver mening at leve og om muligheden for at smutte fra al lidelsen. Han er ikke nødvendigvis særligt god til at hjælpe sig selv. Hvad, tror du, er en god måde at stille spørgsmål til liv og eksistens?

Dialog

Tal med en ven om, hvad det er Hamlet har gang i her og om, hvordan han måske kunne få noget bedre hjælp end den han giver sig selv.

Blikkende Lygter - Ditlevsen

Kontekst

Tove Ditlevsens digt fra 1942 om barndommensgade og hjertets vej i det svære liv.

I barndommens lange og dunkle nat
brænder små blinkende lygter
som spor, af erindringen efterladt,
mens hjertet fryser og flygter.
‍
Her lyser din vildsomme kærlighed
fortabt gennem tågede nætter,
og alt hvad du siden elsked og led
har grænser som viljen sætter.
‍
Den første sorg har et spinkelt skær
som en tåre der skælver i rummet,
kun den vil være dit hjerte nær,
når al anden sorg er forstummet.
‍
Højt som en stjerne en vårlig nat
brænder din barnlige lykke,
du søgte den siden, men fik kun fat
dens flakkede sensommerskygge.
‍
Din tro tog du med dig så lang af led,
for det var det første og sidste,
nu står den og brænder i mørket et sted,
og der er ikke mere at miste.
‍
Og en eller anden kommer dig nær,
men kan aldrig helt forstå dig,
for dit liv har du lagt under lygtens skær,
og ingen skal siden nå dig.

Bevidsthed

Det er en utroligt speciel ting at se vores barnehjerte tydeligt og dets vej ud i livet. Vejen ude i livet, hvor det åbne og rene barnehjerte bliver formet af svære oplevelser. Det er et umiskendeligt tab at vokse op og blive hård og stærk uden på. Har du oplevet at blive hård og stærk i livet og måske på bekostning af et mere åbent hjerte, der engang levede i dig?

Reflektion

Når jeg læser digtet ovenfor, har jeg det ikke som om, Tove tror specielt meget på at hele og vokse gennem sorgen og genfinde det, der var i dets renhed. Hun beskriver en sand og voldsom hjælpeløshed overfor livet. Lige så meget som denne hjælpeløshed føles for mig, lige så meget tror jeg på, at vi kan hele og finde hjem og lære at elske helt. Dostojevskij skrev engang, at det aldrig er for sent at få en god barndom - det er så dybt, at jeg ikke er helt sikker på, om jeg forstår det, men jeg prøver tit. Tror du, vi kan hele fra de svære ting, vi oplever som børn og unge?

Dialog

Tal med et andet menneske om hvordan dit hjerte har ændret sig gennem dine svære erfaringer og hvad man kan gøre nu med de ting, ens hjerte lærte engang.

Trækfugle præludium - Blicher

Kontekst

Sten Stensen Blichers smukke præludium til digtsamlingen

1. Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.

2. Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
det hjertet ikke betynger,
og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger.

3. Jeg skulle sjunget lidt mer måske -
måske vel også lidt bedre;
men mørke dage jeg måtte se,
og storme rev mine fjedre.

4. Jeg ville gerne i Guds natur
med frihed spændt mine vinger,
men sidder fast i mit snævre bur,
det alle vegne mig tvinger.

5. Jeg ville gerne fra højen sky
udsendt de gladere sange;
men blive må jeg for kost og ly
en stakkels gældbunden fange.

6. Tit ligevel til en smule trøst
jeg ud af fængselet titter
og sender stundom min vemodsrøst
med længsel gennem mit gitter.

7. Lyt og, o vandrer, til denne sang,
lidt af din vej du hidtræde!
Gud véd, måske det er sidste gang,
du hører livsfangen kvæde.

8. Mig bæres for, som ret snart i kvæld
at gitterværket vil briste;
thi kvidre vil jeg et ømt farvel;
måske det bliver det sidste.

Bevidsthed

Blicher beskriver gennem trækfuglens tilværelse livets hårde vilkår og en bevidsthed, der forholder sig til disse livets vilkår. At være fængslet af det forhold at skulle overleve og klare sig i storm og kuld. OG dog bevidsthedens ønske om at synge, at synge godt og meget! At leve! Hvad er dine oplever omkring, at livets sange forstummer i dets kampe?

Reflektion

Der er en underlig, vemodig og smuk accept af livets hårde vilkår i Blichers præludium. Som vi i anerkendelsen af disse forhold også kan finde accept af dem og måske enda synge på trods. Hvad syntes du er en god måde at ´deale´ med livets svære sider?

Dialog

Tal med en bekendt om det at skulle klare livet og hvordan vi får plads til sangen på trods?

Det er hvidt herude - Blicher

Kontekst

Sten Stensen Blichers digt om vinteren og længslen mod forårets varme fra 1838.

. Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

2. Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

3. Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

4. Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer -
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!

5. Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges;
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Bevidsthed

Mødet med vinteren. Den indre vinter, som kan se ud på så mange forskellige måder. Og her, Blichers stille øje, der kigger på vinteren og samtidig roligt mærker sin indre længsel mod varmere tider. Har du oplevet en indre vinter og oplevede du muligheden for at kaldet på foråret?

Reflektion

Hvad er den bedste måde at møde vinteren på? Hvordan kan vi både tillade vores længsel og undgå at forsvinde i den?

Dialog

Tal med et andet mennesket om den indre vinter og hvordan vi bedst kan møde den?

Den blaa anemone - K. Munk

Kontekst

I Shakespeares stykke Hamlet reflekterer Hamlet over døden og selvmordet som en mulig reaktion på livets lidelser og uretfærdighed.

Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.

På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte: »Den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone;
jeg ser den aldrig mer«.

Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.

Hvad var det dog, der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden«. da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad.

For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!

Bevidsthed

Kaj Munks anemone er det lille skrøbelige, dog ukuelige håb . Budbringeren om bedre tider. Nåden i det svære. Hvordan behandler du dine håb i hårde tider? Tør du plante dem og tør du kigge efter livets små tegn på bedre tider?

Reflektion

På mange måder er vi overgivet til livet og store magter har ofte stor indflydelse på, hvad der sker omkring os. Derfor er det vigtigt at turde håbe og turde lede efter tegnet på det nye. Verden udenfor er stor, men verdenen indeni er større. Hvorfor tror du, vi nogle gange glemmer at kigge efter det gode og tegnet på nye muligheder og nye tider? Hvad kan vi gøre for at huske det?

Dialog

Tal med et andet mennesket om håbet og om at turde kigge efter tegn på nyt liv og nye muligheder.

Wishes for the cloths of heaven - Yeats

Kontekst

Digt af William Butler Yeats fra 1899, udgivet i hans tredje digtsamling, The Wind Among the Reeds.

Had I the heavens' embroidered cloths,
Enwrought with golden and silver light,
The blue and the dim and the dark cloths
Of night and light and the half light,
I would spread the cloths under your feet:
But I, being poor, have only my dreams;
I have spread my dreams under your feet;
Tread softly because you tread on my dreams.

Gloser

cloths - a piece of fabric
dim - obscure from lack of light
embroidered - decorated with embroidery
enwrought - woven in
tread - to walk on

Bevidsthed

I kærlighed og hengivenhed er der som regel et element af sårbarhed. Sandeligt, når vi åbner vores hjerter mod et andet menneske, overgiver vi et lille stykke af vores liv til dem. Det er både meget smukt og kan være meget skræmmende. Vores drømme, håb og kærlighed er i den andens hænder. Har du prøvet at komme til at holde så meget af et andet menneske, at du var overgivet til det? Hvordan er det, når det sker?

Reflektion

Yeats's protagonist vil gerne give alt. Han vil give himlens broderede klæde, men må nøjes med at udbrede sine drømme. Disse drømme, der rækker ud mod den elskede, er så abstrakte og bor ligesom i anden verden. En verden af kærlighed, der venter. Og stadig, for den som elsker, kommer de til at betyde alt. Menneskets håb og drømme som strække sig ud af nuet og ind i tiden.

Dialog

Tal med et andet mennesket om at elske og håbe og drømme om kærlighed.

Sonnet 18 - Shakespeare

Kontekst

Shakespeares 18. sonnet, udgivet i 1609

Shall I compare thee to a summer’s day?
Thou art more lovely and more temperate.
Rough winds do shake the darling buds of May,
And summer’s lease hath all too short a date.
Sometime too hot the eye of heaven shines,
And often is his gold complexion dimmed;
And every fair from fair sometime declines,
By chance, or nature’s changing course, untrimmed;
But thy eternal summer shall not fade,
Nor lose possession of that fair thou ow’st,
Nor shall death brag thou wand'rest in his shade,
When in eternal lines to Time thou grow'st.
So long as men can breathe, or eyes can see,
So long lives this, and this gives life to thee.

Gloser

art - er
brag - prale
buds - knopper
complexion - teint
decline - forfald
dimmed - nedtonet
eternal - evig
ow'st - ejer
fair - smukt
lease - leje
temperate -tempereret
thou - du
untrimmed - ubeskåret
wand´rest - vandre
‍

Bevidsthed

Al ynde og alt det vi elsker må på et tidpunkt forandre sig eller forgå. Alligevel har vi som mennesker muligheden for at sætte ord på det nu, i hvilket vi elsker og at huske dette nu gennem ordet. Andre mennesker kan læse ordet og lære om den kærlighed og ynde, vi oplevede. På den måde udødeliggøres det følte og kærligheden gives liv, uafhængigt af de forgængelige former, der først vækkede den.

Reflektion

Hvad sker der, når mennesker udtrykker en oplevelse af ynde eller af kærlighed ? Foran alle der kommer i kontakt med dette udtryk, står muligheden for at opleve en flig af det, som er det skønne, det som kalder og som viser frem. Et eller andet i livet bliver til evighed og finder plads til at eksistere bag ved sprog eller rundt om formen, eller over eller i os.

Dialog

Tal med et andet mennesket om, hvordan kærlighedens udtryk nogle gange kan udødeliggøre det følte og gøre det til noget der eksisterer i evigheden.

Foraarets Horisont - M. Nielsen

Kontekst

Morten Nielsens korte og udtryksfulde digt udgivet i digtsamligen Krigere uden Vaaben i 1943, kort tid før Nielsens død som 22 årig i 1944

Verden er vaad og lys -
Himlen er tung af Væde ...
Hjertet er tungt af Lykke,
lykkeligt nær ved at græde.

Bevidsthed

Jeg har det tit som om at disse fire linjer beskriver en hel og hemmelig verden af liv og håb og fuldkommenhed. Som om det åbner en dør.

Reflektion

Hvorfor er vi nogle gange tunge af lykke? Som om vi ikke kan bære lykken, som om den først må gøre noget med os, førend vi rigtigt kan leve med den. Således græder vi. Måske græder vi ikke på grund af lykken, men på grund af de ting den gør i os, for rigtigt at kunne bo i vores hjerter.

Dialog

Tal med et andet menneske om lykkens hemmeligheder og hvorfor det nogle gange er svært at bære den.

Louisa - Wordsworth

Kontekst

Digt af William Wordsworth, skrevet i 1805 og udgivet i 1807

I met Louisa in the shade,
And, having seen that lovely Maid,
Why should I fear to say
That, nymph-like, she is fleet and strong.
And down the rocks can leap along
Like rivulets in May.

And she hath smiles to earth unknown;
Smiles, that with motion of their own
Do spread, and sink, and rise;
That come and go with endless play,
And ever, as they pass away,
Are hidden in her eyes.

She loves her fire, her cottage-home;
Yet o'er the moorland will she roam
In weather rough and bleak;
And, when against the wind she strains,
Oh! might I kiss the mountain rains
That sparkle on her cheek.

Take all that's mine "beneath the moon,'
If I with her but half a noon
May sit beneath the walls
Of some old cave, or mossy nook,
When up she winds along the brook
To hunt the waterfalls.

Gloser

bleak - dyster
brook - bæk
fleet - at kunne bevæge sig hurtigt
leap - springe
Maid - pige
moorland - hedelandskab
mossy - mosset
nook - krog
nymphe - nymfe'
rivulets - en lille å
roam - strejfe
strain - anstrenger

‍

Bevidsthed

Wordsworth's digt om Louisa beskriver hende igennem naturmetafore og igennem den måde Louisa selv er i naturen. Al denne natur er Wordsworth's udgangpunkt for at være i kontakt med det yndefulde, med det skønne og sin kærlighed. Hvilke slags ting vækker vores kærlighed og hvorfor?

Reflektion

Det er som om Wordsworth samler det, som er naturen og det jordiske med det som er "unearthly" og med kærligheden og det næsten mystiske. Er dette måske kærlighedens vilkår, at den bedst kan eksistere, når disse to verdener kan få lov til at mødes. Den hemmelige verden og den åbne verden af natur.

Dialog

Tal med et andet mennesket om naturen og den ånd og kærlighed, der bor der i hemmelighed. Og hvordan disse ting kan relatere sig til den menneskelige kærlighed.

Yes thou art fair - Worthwords

Kontekst

Digt af Wordsworth skrevet og udgivet i 1845, klassificeret af Wordsworth som "Poems founded on the affections".

YES! thou art fair, yet be not moved
To scorn the declaration,
That sometimes I in thee have loved
My fancy's own creation.

Imagination needs must stir;
Dear Maid, this truth believe,
Minds that have nothing to confer
Find little to perceive.

Be pleased that nature made thee fit
To feed my heart's devotion,
By laws to which all Forms submit
In sky, air, earth, and ocean.

Gloser

confer - tildele
declaration - erklæring
devotion - hengivenhed
fair - smuk
fancy - forestillingsevne
Maid - pige
perceive - opfatte
scorn - håne
stir - røre rundt

Bevidsthed

Wordsworth elsker en pige igen, men han er ikke helt sikker på, at det kun har noget med pigen at gøre og mener, at det nok også har noget at gøre med hans egen forestillingsevne. Han er blevet bevidst om, at han nogle gange blot elsker noget, han selv har skabt i sit indre. Det er en speciel ting, når vi forstår, at vi måske blot har elsket noget, vi selv har skabt og ikke det, vi så i den ydre verden.

Reflektion

Når vi mennesker elsker, er der et spændende sammenspil mellem det, vi oplever i den ydre verden og det som vi skaber ud fra det, vi oplever i den indre verden. Kan man nogensinde kende forskel på disse ting og gør det kærligheden mindre ægte, hvis den også blot er skabt af forestillingsevnen?

Dialog

Tal med et andet mennesket om, hvordan forestillingsevnen både gør gode og måske også problematiske ting i forhold til de måder, vi elsker på.

Jeg talte om dig - Rumi

Kontekst

Digt af Rumi, levede fra 1207-1273. Han blev født i nutidens Iran og var sufi mystiker.

Jeg talte om dig
Du gjorde mig tavs
Du talte til mig
og alting stilnede
Forvirret flygtede jeg mit hjertes hjem
Og der fandt du mig

Bevidsthed

Det er uvist præcist, hvem Rumi talte om, men da hans ord rakte ud imod hans elskede, så hans hjerte, at han måtte tie. Ord kan ikke indfange den relation, han står i. Da han bliver talt til, kan kun stilheden i ham prøve at forstå. Har du nogensinde oplevet, at noget eller nogen rørte dig på en måde, hvor alt blev stille.

Reflektion

Der er ting og følelser og liv i denne verden, som det er svært at forstå eller opleve gennem ord og gennem analyse eller forklaring. Noget som kun hjertet helt kan indfange. Måske er det vigtigt at lytte til disse dele af livet.

Dialog

Tal med det andet menneske om de ting, der ikke kan tales om.

Godnat, du klare stjerne - H. Rasmussen

Kontekst

´Godnat du klare stjerne´ er et digt af Halfdan Rasmussen, udgivet i Børnerim i 1964

‍Godnat, du klare stjerne.
Godnat, du mørke jord.
Godnat, du lille flue,
som kravler på mit bord.

Godnat, små regnvejrsbuske.
Godnat, små blomsterduske.
Nu må I alle huske
at hilse jeres mor!

Godnat, du lille skovsti.
Godnat, du store vej.
Godnat, små søde spidsmus,
som puster hver for sig.

Godnat i Tappernøje.
Godnat i seng og køje.
godnat, mit blanke øje.
Godnat mig selv fra mig!

Bevidsthed

Nogle gange inden natten, siger jeg farvel til alt, jeg har kendt og øver mig i at give slip på det liv, som var, for at give plads til det nye liv, som kommer. Hvad er dine oplevelser med at give slip i ulvetimen og forsvinde ind i drømmenes verden?

Reflektion

Nogle gange løber vores hjerne rundt og rundt om ting og prøver at regne dem ud. Nogle gange prøver vi endda at regne ting ud, som slet ikke kan regnes ud. Måske har Halfdan fat i et eller andet meget smukt hack, når han hjælper os med at sige godnat til alle tingene i livet.

Dialog

Tal med et andet menneske om at give slip på ting.

Natten er så stille - Heiberg

Kontekst

`Natten er så stille´ er skrevet af Johan Ludvig Heiberg i 1829. Der findes også en melodi til den fra 1840 som er skrevet af C. E. F. Weyse.

Natten er så stille,
luften er så klar,
duggens perler trille,
månens stråler spille
henad søens glar.
‍
Bølgens melodier
vugge hjertet ind,
suk og klage tier,
vindens pust befrier
det betyngte sind.

Bevidsthed

I nattens stille natur vågner ånden ofte fra det, som tynger os. Her i natten findes måske et hemmeligt klarsyn, der sommetider kan løfter os ud af tvivl og fortvivlelse.

Reflektion

Er det muligt at finde nattens stilhed inde i alle dagens gøremål og tanker?

Dialog

Tal med en ven om nattens stilhed og måden den nogle gange kan befri os fra de ting, som tynger.

Dylan Thomas - No Dominion

Kontext

Dylan Thomas' digt `And death shall have no dominion´ blev skrevet i 1933 og udgivet i 1936 i hans første digtsamling.

And death shall have no dominion.
Dead men naked they shall be one
With the man in the wind and the west moon;
When their bones are picked clean and the clean bones gone,
They shall have stars at elbow and foot;
Though they go mad they shall be sane,
Though they sink through the sea they shall rise again;
Though lovers be lost love shall not;
And death shall have no dominion.

Gloser

dominion - herredømme
sane - metalt sund, tilregnelig

Bevidsthed

Der er noget som Dylan Thomas tror på, som ser det ufuldstændige og forkvaklede menneske og alligevel bag ved dødens døre, ser en helhed, en sammenkomst, en enhed og en kærlighed.

Reflektion

Hvordan bevæger vi os om døden på måder som løfter os mod lyset og imod kærligheden?

Dialog

Tal med en ven om død og helhed og enhed og kærlighed.

William Blake - Proverbs of Hell

Kontext

Proverbs of Hell er en del af William Blakes værk `The Marriage of Heaven and Hell´ skabt mellem 1790 og 1793.

In seed-time learn, in harvest teach, in winter enjoy.
Drive your cart and your plough over the bones of the dead.
The road of excess leads to the palace of wisdom.
Prudence is a rich ugly old maid courted by Incapacity.
He who desires, but acts not, breeds pestilence.
The cut worm forgives the plough.
Dip him in the river who loves water.
A fool sees not the same tree that a wise man sees.
He whose face gives no light shall, never become a star.
Eternity is in love with the productions of time.
The busy bee has no time for sorrow.
The hours of folly are measured by the clock, but of wisdom no clock can
measure.
All wholesome food is caught without a net or a trap.
Bring out number, weight, and measure in a year of dearth.
No bird soars too high if he soars with his own wings.
A dead body revenges not injuries.
The most sublime act is to set an other before you.
If the fool would persist in his folly he would become wise.
Folly is the cloak of knavery.
Shame is Pride's cloak.

Gloser

to breed - at avle
cloak - kappe
to court - at bejle eller fri
excess - umådeholdenhed
folly - dårskab
incapacity - inhabilitet
knavery - utroværdighed
persist - at være vedholdende
plough - plov
prudence - forsigtig fornuft
Seed-time - så-tid
‍

Bevidsthed

Her i de dødeliges verden, hvor naturen hersker lever livets love anderledes end i det hensides. At se jorden og vores natur klart og åbent har sin hemmelige visdom.

Reflektion

Hvorfor gemmer vi os nogle gange for det livet og mennesket er i det mest basale og naturlige former og hvad kan vi vinde ved at være ærlige omkring hvad vi er.

Dialog

Tal med et andet menneske om det at være ærlig om alle side af det at være menneske.

Oscar Wilde - About art

Kontext

Oscar Wildes forord til bogen `The pciture og Dorian Gray´ udgivet i 1890.

The artist is the creator of beautiful things.
To reveal art and conceal the artist is art's aim.
The critic is he who can translate into another manner or a new material his impression of beautiful things.
The highest as the lowest form of criticism is a mode of autobiography.
Those who find ugly meanings in beautiful things are corrupt without being charming. This is a fault.
Those who find beautiful meanings in beautiful things are the cultivated. For these there is hope.
They are the elect to whom beautiful things mean only beauty.
There is no such thing as a moral or an immoral book.
Books are well written, or badly written. That is all.
The nineteenth century dislike of realism is the rage of Caliban seeing his own face in a glass.
The nineteenth century dislike of romanticism is the rage of Caliban not seeing his own face in a glass.
The moral life of man forms part of the subject-matter of the artist, but the morality of art consists in the perfect use of an imperfect medium.
No artist desires to prove anything. Even things that are true can be proved.
No artist has ethical sympathies.
An ethical sympathy in an artist is an unpardonable mannerism of style.
No artist is ever morbid. The artist can express everything.
Thought and language are to the artist instruments of an art.
Vice and virtue are to the artist materials for an art.
From the point of view of form, the type of all the arts is the art of the musician.
From the point of view of feeling, the actor's craft is the type.
All art is at once surface and symbol.
Those who go beneath the surface do so at their peril.
Those who read the symbol do so at their peril.
It is the spectator, and not life, that art really mirrors.
Diversity of opinion about a work of art shows that the work is new, complex, and vital.
When critics disagree, the artist is in accord with himself.
We can forgive a man for making a useful thing as long as he does not admire it. The only excuse for making a useless thing is that one admires it intensely.
All art is quite useless.

Gloser

in accord - i balance
aim - mål
autobiography - selvbiografi
conceal - skjule
consists - består af
diversity - forskellighed
the elect - de udvalgte
impression - indtryk
mannerism - ubevidst, overdreven måde/tilgang
medium - artistisk udtryksform
morbid - sygelig
mode - måde
peril - riciko, fare
reveal - vise, afsløre
vice - last/(synd
virtue - dyd
unpardonable - utilgivelig
‍

Bevidsthed

Når Oscar Wilde skriver om kunstens liv, om kunstneren og om den som ser kunsten, står det klart at vi selv må tage ansvar for de øjne vi ser med. At vi så at sige ser os selv. Således må vi også selv tage ansvar, når vi ser noget grimt. Denne bevidsthed, altid at se sig selv i det man ser, muliggør at tage ansvar for verdenens private spejl af vores indre virkeligheder.

Reflektion

Hvordan får vi det bedste forhold til de øjne vi ser med. Hvordan kan vi vende blikket ind og vokse når vi ser det grimme og kan det virkeligt passe at det grimme ikke eksistere foruden de øje som ser det?

Dialog

Tal med et andet mennesket om hvordan vi ser forskelligt og hvorfor vi nogle gange ser noget der er grimt.

Nietzsche - Zarathustras rundesang

Kontext

Zarathustra's Rundesang i Nietzsche's værk `Also sprach Zarathustra´ udgivet mellem 1883 og 1885

O Mensch! Gib acht!
Was spricht die tiefe Mitternacht?
»Ich schlief, ich schlief-,
Aus tiefem Traum bin ich erwacht:-
Die Welt ist tief,Und tiefer als der Tag gedacht.
Tief ist ihr Weh-,
Lust - tiefer noch als Herzeleid:
Weh spricht: Vergeh!
Doch alle Lust will Ewigkeit-,
-will tiefe, tiefe Ewigkeit!«

Oh Menneske! Giv akt!
Hvad siger den dybe Midnat?
»Jeg sov, jeg sov-,
Af dybe drømme blev jeg vækket:-
Verden er dyb og dybere end dagen tænkte.
Dyb er jeres sorg-,
Lysten - dog dybere end hjertekval:
Sorgen siger: Forgå!
Men al lyst vil evigheden-,
-vil den dybe dybe evighed!

Bevidsthed

Sorgen er dyb. Den kalder ofte på os. Den har en magnetisk kraft, der kalder os væk fra nuet og ind i det forgangne. Men lysten er dog dybere og vil ikke det forgangne, men nuet og måske herigennem evigheden, livet, lysten! Hvordan bliver vi bevidste om den tid vi bruger i det forgange og hvilken plads har lystens evighed i vores kroppe og hjerter?

Reflektion

Sorgens natur er på mange måder til at forstå. Den knytter sig til minder og billeder og ord og analyse og fortolkning. Den er af menneskesindets verden. I lysten og glæden bevæger vi os altid på ukendt grund, i lykken er vi er overgivet til livet og til evigheden som omfanvner os og tilintetgør os. Hvad er forholdet mellem disse to verdener, lystens og sorgens.

Dialog

Tal med et andet menneske om lysten og sorgens verden og om hvordan de er forskellige.

Wordsworth - Vernal wood

Kontext

Fra William Wordsworth's digt `The Tables Turned´ fra 1798.

“One impulse from a vernal wood
May teach you more of man,
Of moral, evil and of good,
Than all the sages can.”

Gloser

impulse - impuls
sage - en vis person
vernal - at gøre med foråret

Bevidsthed

For Wordsworth rummer skovens forårspragt mere visdom end vi kan finde gennem erfaring, reflektion og filosoferen. Det er herigennem vi bedst kan forstå os selv og måske livet. Gennem den ordløse natur.

Reflektion

Hvad lære vi om os selv gennem naturen som vi ikke kan finde gennem tanke og reflektion.

Dialog

Tal med et andet mennesket om det vi kan lære af naturen og skovens hemmelige sprog.